Sådan regner vi nabolaget

To huse kan være ens til mindste detalje og alligevel være to vidt forskellige steder at bo. Det ene ligger for enden af en blind vej. Det andet ligger ud til en indfaldsvej i en forstad. Annoncen ser ens ud.

Vi tæller, i stedet for at gætte

»Landligt«, »centralt«, »børnevenligt kvarter« — det står i alle annoncer og betyder ikke noget bestemt. Så vi gør det kedelige i stedet: vi tæller hvor mange adresser der ligger omkring boligen.

De to cirkler

150 meter er dine naboer. Dem du møder ved skraldespanden og hører slå græs om søndagen. Er der fire adresser inden for 150 meter, ligger du frit. Er der 250, bor du i en tæt bebyggelse — uanset hvad der står om udsigten.

En kilometer er noget helt andet. Den fortæller ikke om naboerne, men om stedet. Er der 60 adresser inden for en kilometer, er det en landsby. Er der 1.500, er det en forstad. Er der 12.000, er det by. Det er den samme afstand for alle boliger, så tallene kan sammenlignes på tværs af hele landet.

Hvorfor to og ikke ét

Fordi de to kan pege hver sin vej, og det er tit dér det interessante er.

Et hus på en stille villavej midt i Aarhus har få naboer tæt på og mange tusinde inden for en kilometer: fred på vejen, byen lige om hjørnet. Et rækkehus i en nyudstykning på landet har det stik modsat — naboer helt tæt på, og ikke en sjæl en kilometer væk.

Med ét tal ville de to ligne hinanden. Med to kan du sige hvad du gerne vil have: »få naboer, men ikke ude midt i ingenting«.

Hvad vi ikke gør

Vi siger ikke om et tal er godt eller skidt. Nogle vil have 40 naboer og et supermarked; andre vil have fire naboer og en grusvej. Vi lægger tallene frem og lader dig sætte kurven.

Adresserne kommer fra Danmarks Adresseregister. Vi tæller adresser, ikke mennesker — vi ved ikke hvem der bor der, og det skal vi heller ikke.

Vil du se hvordan vi regner rejsetid? Det står her.